Reparere tænder i et lommeurshjul

Det er en relativt normal opgave at indsætte nye tænder i et tandhjul i et stueur. Det kræver dog megen finesse og detaljefokus at få et håndværksmæssigt korrekt, og funktionelt perfekt resultat.
Skal der isættes flere end 4 tænder, bliver arbejdet mere udfordrende. Og er hjulet ikke fra et stueur, men et lommeur skifter arbejdet totalt karakter. Det bliver mindre med en faktor på 10, og sværhedsgraden stiger meget. Kan en tand fjernes i et filestrøg, skal man overveje hver eneste bevægelse nøje.

På værkstedet modtager jeg et vekselhjul fra et lommeur, hvor 7 af tænderne er knækket pga. en stram viserfriktion. Der skulle bruges meget kraft på at stille viserne, for meget i forhold til tændernes styrke.

Der er 3 måder at håndtere denne reparation på:

  • Udskifte hjulet med en passende reservedel.
  • Reparere det eksisterende hjul.
  • Fremstille et nyt, eller nye dele af hjulet.

Den første mulighed er udelukket, da der ingen dele findes til disse gamle ure. Den sidste kræver en del arbejde, også selvom man “kun” fremstiller en tandkrans, for at bevare resten af hjulet oprindeligt, eller er nyt hjul, for at bevare drevet. Begge kræver enten en specialfremstillet tandfræser, eller bearbejdning på en vælsemaskine.

Denne gang havde jeg et hjul med matchende tænder, derfor besluttede vi at udskifte de knækkede tænder.
Tænderne var matchet visuelt, under 30x forstørrelse. Da det viste sig at de matchede, blev de knækkede tænder filet væk, og de nye tænder skåret af det gamle hjul.

Derefter blev delene filet til perfekt pasning, og sammenføjningen påført loddevand.

Hjulet blev svedet med loddevand, ved en lav temperatur, kun lige nu til at tinnet flyder, og med konstant fokus på at drevet ikke anløber overhovedet. Det skal forblive hærdet for at fungere.

Til sidst drejes det overskydende tin af, og hjulets finish matches med det gamle.

Hjulet er nu klar til finrensning, og derefter montage i uret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *